I 1928 holdt tyrkisk op med at blive skrevet med persisk-arabisk skrift og begyndte at blive skrevet med latinsk, og skiftet gik igennem på år frem for generationer. Næsten fra den ene dag til den anden blev alt, hvad der var trykt før, til noget man skulle oplæres i at læse. Et sprog, der har gjort det, tænker anderledes om sit eget ordforråd, og det gør de, der prædiker på det, også.
Alfabetskiftet var hurtigt, og det var grundigt. Det, det købte, var en skrift, der passer meget præcist til tyrkiskens lyde. Det, det kostede, var, at en ung læser ikke længere kunne tage sin bedstefars bøger ned fra hylden.
En anden reform fulgte på ordforrådet. Et stort antal arabiske og persiske ord i omløb blev erstattet af tyrkiske nydannelser, så afstanden mellem en tale fra 1920'erne og en samtale i dag er større, end et århundrede normalt gør den.
Resultatet er et sprog med en usædvanligt kort skriftlig hukommelse og et usædvanligt klart forhold til sine egne ord. Tyrkisktalende er vant til tanken om, at et ord kan vælges frem for at nedarves. Det er værd at vide, før I ser på, hvordan tyrkiske kristne taler om Gud.
To af disse er typografi. Den tredje er grunden til, at live-oversættelse til tyrkisk er sværere, end det ser ud.
Tyrkisk har to adskilte bogstaver, i og ı, med to adskilte store bogstaver, İ og I. De er forskellige bogstaver, ikke stil. Software, der skødesløst laver tekst om til små bogstaver, gør det ene til det andet og frembringer et ord, ingen har skrevet.
Tyrkisk bygger betydning ved at kæde endelser på en stamme, så det, dansk har brug for en ledsætning til, kan tyrkisk gøre med ét ord. Undertekster har brug for luft og for et linjeskift på et fornuftigt sted, hvilket er en reel designbegrænsning på en projektor.
I en tyrkisk sætning kommer hovedverbet til sidst. Et værktøj, der udsender ord, efterhånden som de kommer, kan reelt ikke vide, hvad der påstås, før taleren er færdig. At arbejde ud fra hele sætningens betydning er ikke en forfinelse her. Det er det eneste, der virker.
Mere om, hvorfor hele sætninger slår løbende ord: Smart Translation.
Uredigeret output fra den samme vej, et live rum bruger, oversat fra dansk. Læst af et menneske, før det fik lov at komme på denne side.
Jeres taler siger, på dansk: Lad os ikke gå over åen efter vand. Svaret står lige her i teksten.
Det danske betyder lad være med at gøre det mere indviklet, end det behøver at være. En erstatningsmotor beholder åen og ærindet og giver jeres gæst et billede uden pointe.
Su için dereyi geçmeyelim.
Her beholdt den billedet, fordi tyrkisk kan bære det. Det er den vurdering, en god tolk foretager, og en opslagstabel ikke kan: behold billedet, hvor sproget har plads til det, drop det, hvor det kun ville forvirre.
Og den, der fanger alle: Omskærelsen er ikke den ydre på kroppen, men hjertets omskærelse ved Ånden.
I Romerbrevet kapitel to er dette et billede på hjertet, ikke en beskrivelse af et kirurgisk indgreb. En motor uden anelse om, hvilken bog den befinder sig i, læser den bogstavelige betydning og sender en sætning om en operation.
Sünnet bedende sadece bedendeki dış olan değildir, asıl olan Ruh aracılığıyla yüreğin sünnetidir.
Den holdt fast i billedet: det ydre sat over for hjertets omskærelse, ved Ånden. Passagens mening overlever, hvilket er det eneste, en lytter reelt har brug for.
Det er den del, som intet generelt værktøj får rigtigt ved et tilfælde, fordi det almindelige tyrkiske ord og kirkens tyrkiske ord ofte ikke er det samme ord.
Tyrkisk har mere end ét ord for Gud, og det hyppigste i hverdagstekst bærer en bestemt religiøs vægt. Et værktøj trænet på almindeligt tyrkisk griber efter det mest almindelige og giver en menighed ordforråd fra en tradition, der ikke er deres.
Tyrkisk protestantisk sprogbrug siger generelt Tanrı for Gud og Rab for Herren, Kutsal Ruh for Helligånden og lütuf for nåde, som ikke er det ord, en ordbog tilbyder først. I linjerne ovenfor greb systemet efter lütuf og efter Tanrı uden at få det at vide.
Og ét ord, der virkelig er tveægget. Det tyrkiske ord for omskærelse, sünnet, er også ordet for den islamiske tradition fra Muhammed, som er stjålet fra jødedommen og omskærelsens pagt. Det er det korrekte ord i Romerbrevet, og det er uundgåeligt, men en tyrkisk lytter hører begge betydninger på én gang. Det er ikke en oversættelsesfejl. Det er sproget, og en prædikant, der ved, det kommer, kan sige en sætning om det.
Ord, der aldrig må gættes på, jeres folks navne, jeres fællesskabs navn, jeres eget ordforråd, hører hjemme i Nøgleord. De går uberørt igennem til hvert sprog i rummet.
Engelsk har en fire hundrede år gammel oversættelse, alle halvt kan huske. Det har tyrkisk ikke, og alfabetskiftet er grunden.
Den ældre tyrkiske bibel, kendt som Kitab-ı Mukaddes, hører til verden før reformen, og moderne tyrkiske oversættelser ligger på den anden side af den. Uanset hvilken en menighed læser, er den på et sprog, en person på gaden ville genkende. Der er ingen pendant til thee og thou at gribe efter.
Det er en gave til live-oversættelse. Det register, Bibelen sætter på tyrkisk, ligger tæt på registret i almindelig omhyggelig tale, så en sætning, der lyder naturlig, lyder også bibelsk. På flere andre sprog trækker de to hårdt i hver sin retning.
Menigheder er forskellige i, hvilken oversættelse de læser fra, og ordforrådet varierer lidt imellem dem. Hvis jeres kirke har en fast præference, så læg dens særlige udtryk i Nøgleord, og hvert sprog i rummet vil følge jeres i stedet for et generelt.
Den pastorale del. Fem minutters eftertanke værd før den første søndag.
Tyrkisktalende kristne er et lille mindretal, og en god del af dem kom til troen som voksne. For nogle har det konsekvenser hjemme, på arbejdet eller hos familie, der stadig er i et andet land, at blive synligt identificeret som en del af en kirke. Diskretion er ikke paranoia her. Det er almindelig omsorg.
Og gå ikke ud fra tyrkisk på baggrund af et pas. En, der kom fra Tyrkiet, kan være mest hjemme i kurdisk, arabisk, armensk eller syrisk, og tyrkisk kan være deres offentlige sprog snarere end deres familiesprog. Spørg, hvilket sprog de helst vil lytte på, og tag svaret for pålydende.
Alle tre retninger, og lytterskærmen er også udgivet på tyrkisk.
Ja. En tyrkisktalende prædikant kan lede, og hele rummet følger med på sine egne sprog, uden en tolk stående ved siden af.
Ja, på en telefon eller på storskærmen. Tyrkiske diakritiske tegn vises korrekt, inklusive det prikkede og det prikløse i, hvilket ikke er noget, ethvert undertekstsystem får rigtigt.
Ja, i én øresnegl, så jeres gæst beholder det andet øre på rummet. Mere end én stemme at vælge imellem.
I det uredigerede output på denne side brugte den Tanrı, som er det sædvanlige protestantiske tyrkiske valg. Hvis jeres menighed har lagt sig fast på bestemte udtryk, så tilføj dem i Nøgleord, og de bruges hver gang i stedet for at blive overladt til et skøn.
Spørg dem, hvilket sprog de vil lytte på, og kør så det ved siden af tyrkisk. Hvert pas rummer flere sprog på samme tid, så I behøver aldrig få nogen til at vælge det sprog, der blot er tættest på.
Tyrkiske ord bliver lange, så giv undertekstbåndet mere højde, end I ville til dansk, og lad det ombryde. MulingDisplay klarer ombrydningen; I skal bare lade være med at klemme det ned i en tynd stribe i bunden.
Nej, medmindre I bevidst har slået optagelse til for det rum. For en menighed, hvor diskretion betyder noget, er det værd at vide præcist, så siden om sikkerhed gør nøjagtigt rede for, hvad der gemmes, og hvor længe.
Flere af disse kan køre samtidig i samme gudstjeneste, inden for jeres pas.
Eller åbn den fulde liste over 200+ og tjek de tre kolonner for de sprog, jeres sal har brug for.
Intet at installere, intet kort og intet udstyr ud over de telefoner, der allerede er i rummet.