Kroatisk, Bosnisk og Serbisk er selvstændige standarder. De ligger tæt, tættere end de fleste nabosprog i Europa, og hvad man skal kalde dem, er et emne, folk har stærke følelser om. Vi kommer ikke til at forklare noget af det for jer, og vi kommer ikke til at tage stilling til det. Den praktiske anvisning kan stå på én linje: sæt alle tre på listen side om side, sig ingenting, og lad hver gæst vælge sit eget.
Der kunne siges meget her, og næsten intet af det er nyttigt for jer en søndag formiddag. Så her er den korte version.
Kroatisk, bosnisk og serbisk har hver sin post på vores liste. De er ikke ét sprog med tre etiketter fra vores side, og de er heller ikke tre ubeslægtede sprog. Hvert kommer frem i sin egen standard, med sit eget vante ordforråd og sine egne stavekonventioner.
En person, der taler et af dem, vil som regel forstå de to andre udmærket. Det er sandt, og det er heller ikke pointen. At få noget i hånden, som ikke er det, man selv ville kalde sit sprog, er en lille ting, der lander som en stor ting, især for en, der allerede er gæst i et lokale, hvor alt andet er fremmed.
Så beslut det ikke for dem, og gør heller ikke et nummer ud af det. Ingen meddelelse fra scenen, ingen spørgen nogen om, hvilket de vil have, foran andre mennesker. Listen er på skærmen. De vælger.
Tilbyd alle tre. Sig ingenting. Lad personen vælge. At tilføje et andet eller tredje sprog er inden for jeres pas: hvert pas rummer flere sprog på samme tid.
Hvis I nogensinde har undret jer over, hvad forskellene består i, er dette det korte svar. Det er ikke én stor ting. Det er hundrede små vanemæssige.
Hvor én standard skriver en kort vokal, skriver kroatisk som regel en længere sekvens i samme ord. Krop, tro, mælk og tid viser det alle. Når man ved, at man skal kigge efter det, kan man se det i næsten enhver kroatisk sætning, og I kan se det i outputtet længere nede på siden.
Når et ord kommer udefra, har kroatisk tendens til at give det én endelse, og nabostandarderne har tendens til at give det en anden. At organisere, at komplicere, at informere: roden er fælles, halen er det ikke, og det er en af de hurtigste måder, en taler placerer en tekst på.
Kroatisk fortsætter oftere med en ren infinitiv, hvor en nabostandard bruger et lille bindeord og en hel sætning. Begge forstås overalt. Ingen af dem er mere korrekt. Det lyder simpelthen som hjemme eller lidt ved siden af.
Kroatisk skrives med det latinske alfabet, med hager og accenter på fem af bogstaverne. Serbisk er det, der jævnligt skrives med to forskellige alfabeter, og den side forklarer, hvad vi sender.
Tre adskilte spørgsmål, og for kroatisk er alle tre svar ja.
Tales fra scenen. En kroatisktalende kan prædike eller give et vidnesbyrd, og hele salen følger med på sine egne sprog. Et af de sprog, der kan være kilden.
Læses som undertekster. På den telefon, jeres gæst allerede har med, eller på væggen via MulingDisplay. Et af de 200+ sprog, der kan læses.
Høres som stemme. Et af de sprog, der kan lyttes til i stedet for at læses, med en mands stemme eller en kvindes stemme.
Kroatisk står på listen som hr, dets eget navn Hrvatski. Se alle 200+ sprog.
Seks danske linjer blev kørt ind i alle sprog på én gang, sådan som et rigtigt rum kører, med kirkeindstillingen slået til. Intet er redigeret siden. Tre af de kroatiske står herunder.
Det danske Kødets gerninger er tydelige nok, siger han, og de står i modsætning til Åndens frugt.
Djela tijela sasvim su očita, kaže, i suprotstavljena su plodu Duha.
Ord for ord lander på: kød, hos en slagter. Dansk bruger ét kort ord for kød og for kødet, hvor engelsk har to. Det, der kom frem, er ordet for kroppen i den betydning, Galaterbrevet mener, og det staves med den lange vokalsekvens, der markerer det som kroatisk frem for en af de to andre standarder.
Det danske Lad os ikke gå over åen efter vand. Svaret står lige her i teksten.
Nemojmo ići daleko po ono što nam je nadohvat ruke. Odgovor je upravo ovdje u tekstu.
Ord for ord lander på: en å og en spand. Det danske udtryk betyder at gøre noget unødigt indviklet. Det, der kom frem, griber efter et helt andet billede, det om noget, der er inden for rækkevidde, og siger så ligeud, at svaret står lige her i teksten. Sammenlign det med den bosniske version af samme linje, som kom meget kortere tilbage.
Det danske Af nåde er I frelst ved tro, og det skyldes ikke jer selv, det er Guds gave.
Milošću ste spašeni po vjeri, i to nije od vas, to je Božji dar.
Ord for ord lander på: barmhjertighed og reddet, hvilket ikke er det, en kirke mener. Det, der kom frem, beholder nåde og frelst som det teologiske par, sætter nåde i den form, der betyder af nåde uden brug af en præposition, og staver igen tro på den kroatiske måde.
Lavet koldt, uden ordliste og uden forberedelse. Giv den jeres disposition på forhånd med Context Enhancer så begynder den gudstjenesten med jeres emne og jeres navne på plads.
I meget lang tid fejrede kirker langs den kroatiske kyst gudstjeneste på et slavisk sprog og trykte deres liturgiske bøger med glagolitisk, et alfabet ulig alt andet i Vesteuropa.
Mens resten af den vestlige kirke arbejdede på latin, havde disse menigheder tilladelse til at beholde den slaviske folkesprogstradition i den romerske ritus, og de beholdt det alfabet, der hørte til. Glagolitiske bøger blev stadig trykt og brugt, da det meste af Europa aldrig havde set skriften.
Det alfabet, der bruges i dag, er det latinske, standardiseret i det nittende århundrede med hager og accenter føjet til fem bogstaver. Men den ældre tradition er grunden til, at kroatisk religiøst sprog har sin egen dybde, og til at en kroatisk troende kan høre forskel på formuleringer, der hører hjemme i en kirke, og formuleringer, der hører hjemme i en avis.
Bartol Kašić, en kroatisk præst, lavede en komplet oversættelse af Bibelen til kroatisk i det syttende århundrede. Den blev ikke trykt. Den lå upubliceret i århundreder og udkom først i vores egen levetid.
Så det register, kroatiske kristne faktisk citerer, blev fastlagt meget senere, af den moderne standardoversættelse og af den liturgi, folk voksede op med at høre. Den oversættelse er der, hvor de faste ord bor: ordet for nåde, der lyder bibelsk, ordet for kødet, der ikke er ordet for kød, formuleringen af de bønner, folk kan udenad.
Det er den praktiske grund til, at en almen oversættelse skuffer en kroatisktalende i kirken. Den producerer korrekt kroatisk i en nyhedsudsendelses register. Det, en troende lytter efter, er det andet register, og de bemærker straks, at det mangler, selv om de ikke kunne sætte navn på, hvad der mangler.
Bruger jeres fællesskab bestemte formuleringer for navne eller begreber, så læg dem i Nøgleord så bruges de præcis sådan, hver eneste gudstjeneste.
Gå ud fra ingen varsel, ingen frivillig, der taler sproget, og ingen anelse om, hvilket af de tre de ville nævne. Det her virker stadig.
Kroatisk, bosnisk og serbisk, sammen, før nogen ankommer. På den måde skal intet besluttes ved døren, og ingen sættes i forlegenhed foran andre.
De peger et telefonkamera på koden og vælger selv fra listen. Intet at installere, ingen konto, ingen tilmelding. Det tager omtrent lige så lang tid som at finde et salmenummer.
Hav en kurv med billige høretelefoner med ledning ved døren. Ræk en frem uden en tale. Jo mindre det gøres til en begivenhed, jo mere sandsynligt er det, at nogen kommer tilbage.
Teknisk set ville ét blive forstået. Det er ikke det samme som at være rigtigt. At tilføje alle tre er inden for ét pas, tager ét tryk hver og fjerner det eneste akavede øjeblik i hele processen, nemlig at nogen må acceptere et sprog, der ikke er det, de selv ville nævne.
Nej. Sæt alle tre på listen, og lad dem vælge det selv på deres egen telefon. At spørge højt gør en privat ting til en offentlig, i et lokale fuld af mennesker, de lige har mødt.
Det, I vælger at vise. Vægskærmen og telefonerne er adskilte: en gæst, der læser på sin egen telefon, får stadig sit eget valg uanset, hvad der er på væggen. Hvis jeres lokale mest består af kroatisktalende, så sæt kroatisk på væggen, og lad de to andre være tilgængelige på telefonerne.
Ja. Kroatisk kan være det sprog, der kommer fra scenen, såvel som et, menigheden lytter på, så alle andre i lokalet modtager det på deres eget sprog i samme øjeblik.
Slovensk er et selvstændigt sprog, ikke en fjerde standard af det samme, og en slovensktalende, der får kroatisk i hånden, arbejder for alvor. Det har sin egen post og sin egen side.
Intet at installere, intet kort, og jeres gæst behøver ikke andet end den telefon, der allerede ligger i lommen, og én høretelefon.