Filippinske fællesskaber over hele Europa voksede ud af hospitaler, skibe, plejehjem, hoteller og andres køkkener. De er spredt ud over byerne snarere end samlet i én del af dem, og de mødes meget ofte i en bygning, som en anden ejer, på det tidspunkt bygningen nu er ledig. Søndag formiddag er en vagt for mange af dem i lokalet.
Ikke meget af dette handler om sprog. Det handler om hvornår og hvor, og om at lokalet som regel deles med nogen andre.
Sen eftermiddag, aften, nogle gange en hverdag. Alt, der kræver, at en tekniker kommer og stiller op en time før, kommer ikke til at ske. Det her skal virke fra en telefon i lommen og tage et minut ved døren.
Ingen modtagere at dele ud og tælle ind igen, intet udstyr at efterlade, ingen kabler ind i andres lydanlæg. Jeres gæster bruger den telefon, de kom med, og I forlader lokalet, som I fandt det.
Et Gudstjenestepas dækker én samling. Et Dagspas dækker alt den dag. Et Ugepas dækker syv dage. Et pas udløber aldrig, og det bruges ikke, medmindre nogen faktisk lytter.
Seks danske linjer gik ind i alle sprog på én gang, sådan som et live-rum kører, og intet er rørt siden. Tre af de filippinske står herunder. Læg mærke til registret: sådan taler folk, ikke sådan en lærebog skriver.
Pero wala talagang problema ngayon.
Pero, ikke det formelle ord for men. Det ene valg er forskellen på en sætning, der lyder som et menneske, og en, der lyder som et brev fra det offentlige. Den danske ko på isen er væk, hvilket er korrekt: det betyder, at der ikke er noget at bekymre sig om.
Huwag na tayong magpalayo o pahirap pa. Nandito na mismo sa teksto ang sagot.
Tayo, det vi, der inkluderer den, der lytter, hvilket er det, en prædikant mener, og det, filippinsk tvinger en til at vælge. Det danske billede med at gå over åen efter vand er blevet til det, det faktisk betød.
Sa biyaya kayo naligtas sa pamamagitan ng pananampalataya. Hindi ito galing sa inyo, ito ay kaloob ng Diyos.
Biyaya, pananampalataya, kaloob. Det er kirkeordene, dem en filippinsk kristen har sunget. En almen motor griber efter hverdagsordene for venlighed og tro, og verset holder op med at lyde som et vers.
Filippinsk bærer et dybt lag spansk og et levende lag engelsk. At ramme balancen forkert i den ene eller den anden retning er det, der får en oversættelse til at lyde fremmed for den, der læser den.
Filippinsktalende skifter mellem filippinsk og engelsk inden for én sætning, og alle i lokalet gør det. Det er sådan, sproget tales, og ethvert værktøj, der behandler det som en fejl, vil producere noget, ingen genkender.
To praktiske ting følger af det. Hvis jeres taler er filippiner, vil lyden, der går ind, indeholde begge sprog, og oversættelsen skal tage det i stiv arm i stedet for at kæmpe imod. Og jeres lyttere vil ikke alle have det samme: ældre medlemmer vil som regel have filippinsk, mens yngre og fagligt uddannede medlemmer ofte følger engelsk mere ubesværet end nogen af delene.
I behøver ikke vælge. Hvert pas rummer flere sprog på samme tid, uden grænse for, hvor mange der lytter. Tilbyd filippinsk og engelsk sammen, og lad folk vælge selv.
Filippinsk er nationalsproget, og det bygger på tagalog. Det er ikke alles modersmål, og for en, der voksede op et andet sted i landet, kan det være skolens og myndighedernes sprog snarere end hjemmets og bønnens.
Ja
Ja
Ja
Ja
Ikke endnu
Ikke endnu
Ja
Ikke endnu
Ikke endnu
Ja
Ikke endnu
Ikke endnu
Hvis jeres menighed har brug for et af de tre som stemme, så sig det til os, for det er sådan, listen ændrer sig.
Ord, der kom ind fra spansk og engelsk, skrives, som filippinsk hører dem, så en side kan være fuld af ord, I næsten genkender, i andet tøj. Det er standardstavningen, ikke en fejl.
Filippinsk har en kort partikel, der smuttes ind for at markere respekt for den, man taler til. At udelade den er ikke neutralt. Det er bramfrit, og for en ældre lytter er det til at mærke.
Det ene inkluderer den, man taler til, det andet lukker dem ude. En prædikant mener næsten altid det første. Vietnamesisk gør det samme, og derfor snubler værktøjer bygget omkring engelsk i begge sprog.
Tre adskilte spørgsmål, og filippinsk svarer ja på alle tre.
Om stemmen. En filippinsk stemme skal sige låneordene, som en filippinsktalende siger dem, ikke som en spansk- eller engelsktalende ville. To minutters lytning sammen med en fra jeres menighed vil fortælle jer mere end nogen beskrivelse her.
I et lånt lokale med et delt lydanlæg skal det hele kunne nås på den tid, det tager folk at sætte sig.
Tæt nok på til, at en tagalogtalende læser filippinsk uden besvær. Filippinsk er den nationale standard, og den bygger på tagalog, med mere plads til ord fra engelsk og fra landets andre sprog. I MulingStream er det én post.
Det håndteres som den normale tale, det er. Oversættelsen arbejder ud fra, hvad sætningen betyder, snarere end fra hvert ord efter tur, så en sætning, der begynder på det ene sprog og slutter på det andet, kommer stadig hel frem. Se Smart Translation.
Nej. Hvert pas rummer flere sprog på samme tid, og der er ingen grænse for, hvor mange der lytter. Slå begge til, og lad folk vælge.
Outputtet på denne side kom ud i et ordforråd, der deles på tværs af filippinske kirker. Hvor jeres menighed har sin egen formulering, så læg den ind i Nøgleord én gang, og den bliver brugt ved hver gudstjeneste derefter.
Nej. Der er intet at installere, intet at sætte til bygningens anlæg og intet at efterlade. Jeres gæster bruger deres egne telefoner, og lokalet går tilbage til ejeren præcis, som I fandt det.
Det virker i en lånt sal med et delt lydanlæg lige så godt som alle andre steder. Intet at installere, intet kort, intet udstyr at dele ud ved døren.