Bosnisk står på vores liste ved siden af Kroatisk og Serbisk som en standard i sin egen ret. De tre ligger tæt, og hvad man skal kalde dem, er noget, folk har stærke følelser om. Vi tager ikke stilling til noget af det. Det, vi gør, er at sætte alle tre op sammen og lade hver gæst vælge sit eget, på sin egen telefon, uden at nogen ved døren skal stille et spørgsmål, der ikke kommer nogen ved.
En kirke behøver ikke forstå striden for at håndtere den godt. Den skal undgå at sætte nogen i en situation, hvor de skal stå til regnskab for sig selv.
Ingen bør skulle forklare et sprogvalg for at sætte sig ned i jeres kirke. Det er det hele.
Seks danske linjer blev kørt ind i alle sprog på én gang, sådan som et rigtigt rum kører, med kirkeindstillingen slået til. Intet er redigeret siden. Her er tre af de bosniske.
Det danske Men der er ingen ko på isen.
Ali nema nikakvog razloga za brigu.
Ord for ord lander på: en ko, der står på isen. Den danske talemåde betyder, at der ikke er noget at bekymre sig om, og en udskiftningsmotor sender kvæget midt ind i en pointe om at nå det hele før sommerferien og efterlader jeres gæst med spørgsmålet om, hvad dyret har med det at gøre. Det, der kom, siger, at der slet ingen grund er til bekymring, i det register nogen ville bruge højt.
Det danske Lad os ikke gå over åen efter vand.
Nemojmo nepotrebno komplikovati.
Ord for ord lander på: en tur til åen med en spand. Det danske betyder at gøre noget unødigt indviklet, og dette dropper billedet helt og siger selve sagen. Se på endelsen på det sidste ord: bosnisk bøjer lånte verber på én måde, og kroatisk bøjer dem på en anden, og den samme danske linje kom mærkbart længere tilbage på kroatisk.
Det danske Omskærelsen er ikke den ydre på kroppen, men hjertets omskærelse ved Ånden.
Obrezanje nije ono spoljašnje na tijelu, nego obrezanje srca po Duhu.
Ord for ord lander på: et kirurgisk indgreb beskrevet klinisk, hvilket ødelægger det billede, Paulus tegner om hjertet. Det, der kom, er den term, en bibel bruger, holdt ens i begge halvdele, så kontrasten stadig står, med ordet for legeme stavet, som bosnisk staver det.
Lavet koldt, uden ordliste og uden forberedelse. Giv den jeres disposition på forhånd med Context Enhancer så begynder den gudstjenesten med jeres emne og jeres navne på plads.
Intet dramatisk. Et sæt vaner, hver især små, og tilsammen umiskendelige for en, der voksede op med dem.
Bosnisk bruger den længere vokalrække i ord som legeme, tro og tid, ligesom kroatisk gør, og modsat den østlige stavning. I kan se det i den tredje linje ovenfor.
At komplicere, at organisere, at informere: bosnisk giver dem som regel én endelse, hvor kroatisk giver dem en anden. Det er en af de hurtigste måder, en læser placerer en tekst på uden at tænke over det.
I praksis skrives bosnisk med det latinske alfabet, og det er det, der kommer her. Begge alfabeter har historisk været brugt i Bosnien, og vil en gæst specifikt have kyrillisk, er den serbiske post det, man skal gribe efter.
Tre adskilte spørgsmål, alle tre ja.
En bosnisktalende kan prædike, bede eller aflægge vidnesbyrd, og resten af salen følger med på de sprog, I kører. Et af de sprog, der kan være kilden.
På jeres gæsts egen telefon, eller oppe på væggen gennem MulingDisplay. Et af de 200+ sprog, der kan læses.
Et af de sprog, der kan lyttes til i stedet for at læses, gennem én almindelig øreprop.
Bosnisk står på listen som bs, dets eget navn Bosanski. Se alle 200+ sprog.
Bosnisk bærer et lag ordforråd fra tyrkisk og arabisk, som nabostandarderne bruger mindre, og det er tykkest præcis der, hvor en kirke arbejder: religion, gæstfrihed, familie, dagligdags høflighed.
Det meste af det ordforråd er simpelthen bosnisk og tilhører alle, der taler det. Men noget af det bærer et bestemt religiøst register, og en kristen gudstjeneste oversat til det kan ende med at lyde som noget, den ikke er. Det er det samme problem, som siden om persisk beskriver mere udførligt, og svaret er det samme: registeret skal vælges bevidst frem for efter hyppighed.
Vores output ovenfor bruger det kristne register: det ord, en bibel bruger om omskærelse, det almindelige ord for Ånden, som Skriften bruger det. Det er det, kirkeindstillingen er til.
Der, hvor den ikke kan gætte, er jeres eget ordforråd. Jeres fællesskabs navn, navnene på jeres folk, de særlige ord jeres menighed har lagt sig fast på. Læg dem i Nøgleord så bruges de præcis sådan, hver eneste gudstjeneste, og de holder op med at være et spørgsmål.
Der er etablerede bosniske fællesskaber i Tyskland, Østrig, Schweiz, Norden og Nederlandene, og mange af de familier kom som flygtninge fra krigen i Bosnien.
Hvilket betyder, at det ikke er nyankomne. Husstande rummer ofte en bedsteforælder, der kun er helt hjemme i bosnisk, en forælder, der arbejder udelukkende på værtssproget, og unge voksne, der skifter mellem de to uden at lægge mærke til, at de gør det.
Det er det praktiske argument for at køre bosnisk som ét sprog blandt flere frem for som et særskilt møde i et sidelokale. Familien sidder sammen. Bedsteforælderen får prædikenen på bosnisk, resten får den på værtssproget, og ingen skal flyttes nogen steder.
Meget af dette kirkeliv foregår i små fællesskaber i lånte bygninger, uden noget budget til en tolk overhovedet. Det er præcis det hul, dette skal udfylde.
Der findes en bosnisk stemme, og mere end én, så I kan vælge en mandsstemme eller en kvindestemme, der passer til salen.
For en ældre gæst, der har fulgt et andetsprog i årtier, er det ikke lettere at læse en skærm i fyrre minutter. Det er sværere. Øjnene bliver trætte, hovedet går ned, og personen tilbringer hele gudstjenesten med at kigge i skødet i stedet for på menneskene omkring sig.
En stemme sætter dem tilbage i salen. Én øreprop, ikke to, så de stadig hører sangen og personen ved siden af. De kan se op. De kan se talerens ansigt.
Jeres gæst ville forstå kroatisk. Det er ikke det samme som, at det er rigtigt. At tilføje bosnisk er ét tryk, er inden for jeres pas og fjerner det eneste ubehagelige øjeblik i hele forløbet. Tilføj alle tre, og hold op med at tænke over det.
Nej. Sæt alle tre på listen, og lad hver person vælge på sin egen telefon, privat. At spørge højt gør noget personligt til noget offentligt, i en sal fuld af fremmede.
Det er det samme sprog, og de modtager den samme oversættelse, så intet ved værktøjet ændrer sig. Det, der ændrer sig, er jeres eget ordforråd, og hvordan I bruger det, og det er jeres afgørelse, ikke vores. Uanset hvilken ordlyd I lægger jer fast på, så læg den i Nøgleord, så den kommer ens ud hver gang.
Ja. Bosnisk kan være sproget fra scenen såvel som et, menigheden lytter på, så alle andre modtager det på deres eget sprog i samme øjeblik.
Intet at installere, intet kort, og jeres gæst behøver ikke andet end den telefon, der allerede ligger i lommen, og én høretelefon.