Frelsens vej ifølge Skriften

John Wesley

Wesley fremstiller frelsens vej i enkle ord: tilgivelse og nyt liv, modtaget ved tro på Kristus, og derefter vækst i kærlighed og gode gerninger. Han slutter med at opfordre sine tilhørere til at vente Guds fulde gerning nu, ved tro.

EFES. 2,8.

I er frelst ved tro.

1. INTET kan være mere indviklet, sammensat og vanskeligt at forstå end religion, sådan som den ofte er blevet beskrevet. Og det gælder ikke kun hedningernes religion, selv hos de visestes vedkommende, men også deres religion, som i en vis forstand var kristne: ja, endog mænd med stort navn i den kristne verden, mænd som syntes at være dens støttepiller. Og dog, hvor let at forstå, hvor enkel og ligetil er ikke Jesu Kristi sande religion! Blot vi tager den i dens oprindelige skikkelse, netop som den er beskrevet i Guds ord. Den er netop afpasset af verdens vise Skaber og Styrer efter menneskets svage forstand og begrænsede fatteevne, som det nu er stillet. Hvor tydeligt ses dette, både med hensyn til det mål, den stiller, og de midler, der fører til det mål! Målet er, med ét ord, frelse; midlet til at nå det er tro.

2. Det er let at se, at disse to små ord, jeg mener tro og frelse, rummer hele Bibelens indhold, så at sige marven i hele Skriften. Så meget mere bør vi gøre os al mulig umage for at undgå enhver misforståelse af dem og for at danne os en sand og nøjagtig dom om både det ene og det andet.

3. Lad os da alvorligt undersøge,

I. Hvad frelse er. II. Hvad den tro er, ved hvilken vi bliver frelst, og III. Hvordan vi bliver frelst ved den.

I. 1. Og først, lad os undersøge, hvad frelse er. Den frelse, der her tales om, er ikke det, man ofte forstår ved det ord, nemlig at komme i himlen, evig lyksalighed. Det er ikke sjælens indgang i paradis, som vor Herre kalder Abrahams skød. Det er ikke en velsignelse, der ligger hinsides døden, eller, som vi plejer at sige, i den anden verden. Selve tekstens ord afgør dette uden tvivl. I er frelst. Det er ikke noget i det fjerne: det er noget nærværende, en velsignelse, som I ved Guds frie barmhjertighed nu er i besiddelse af. Ja, ordene kan gengives, og det med lige så god ret: I er blevet frelst. Så den frelse, der her tales om, kan udstrækkes til hele Guds gerning, fra nådens første dæmring i sjælen, indtil den fuldendes i herligheden.

2. Tager vi det i dets videste omfang, omfatter det alt, hvad der virkes i sjælen ved det, man ofte kalder den naturlige samvittighed, men som med større ret kaldes den forudgående nåde: alt, hvad Faderen drager med: længslerne efter Gud, som vokser mere og mere, hvis vi giver efter for dem: alt det lys, hvormed Guds Søn oplyser ethvert menneske, der kommer til verden, og viser hvert menneske at gøre ret, elske barmhjertighed og vandre ydmygt med sin Gud: alle de overbevisninger, som hans Ånd fra tid til anden virker i ethvert menneskebarn. Dog er det sandt, at de fleste mennesker kvæler dem så hurtigt som muligt og efter en tid glemmer, eller i det mindste nægter, at de overhovedet nogensinde har haft dem.

3. Men vi har for øjeblikket kun med den frelse at gøre, som apostlen taler direkte om. Og den består af to hoveddele, retfærdiggørelse og helliggørelse.

Retfærdiggørelse er et andet ord for tilgivelse. Den er forladelse af alle vore synder og (hvad der nødvendigvis ligger deri) vor optagelse hos Gud. Det, som har købt den til os (almindeligvis kaldet den fortjenende årsag til vor retfærdiggørelse), er Kristi blod og retfærdighed, eller, for at sige det lidt tydeligere, alt, hvad Kristus har gjort og lidt for os, indtil han udgød sin sjæl for overtrædere. Retfærdiggørelsens umiddelbare virkninger er Guds fred, en fred, som overgår al forstand, og en fryd i håbet om Guds herlighed, med uudsigelig og herlighedsfuld glæde.

4. Og i samme øjeblik som vi bliver retfærdiggjort, ja netop i det øjeblik, begynder helliggørelsen. I det samme øjeblik bliver vi født på ny, født ovenfra, født af Ånden. Der sker en virkelig forandring, ikke blot en forandring i vort forhold. Vi fornyes indvendig ved Guds kraft. Vi mærker, at Guds kærlighed er udgydt i vort hjerte ved Helligånden, som er givet os, og den vækker kærlighed til alle mennesker og især til Guds børn: den driver kærligheden til verden, til nydelse, til bekvemmelighed, til ære og til penge ud, sammen med hovmod, vrede, egenvilje og enhver anden ond sindsstemning: kort sagt, den forandrer det jordiske, sanselige, djævelske sind til det sind, som var i Kristus Jesus.

5. Hvor naturligt falder det ikke dem, der oplever en sådan forandring, at forestille sig, at al synd er borte? At den er helt rykket op af deres hjerte og ikke mere har nogen plads deri? Hvor let drager de ikke den slutning: „Jeg mærker ingen synd, altså har jeg ingen.“ Den rører sig ikke, altså findes den ikke: den har ingen bevægelse, altså har den intet væsen.

6. Men det varer sjældent længe, før de bliver afsløret i deres vildfarelse, idet de opdager, at synden kun var sat ud af kraft, ikke tilintetgjort. Fristelserne vender tilbage, og synden vågner til live igen og viser, at den kun var bedøvet, ikke død. De mærker nu tydeligt to kræfter i sig selv, som er hinanden stik imod, kødet, som begærer imod ånden, og naturen, som modsætter sig Guds nåde. De kan ikke nægte, at de, skønt de stadig føler kraft til at tro på Kristus og til at elske Gud, og skønt hans Ånd stadig vidner med deres ånd, at de er Guds børn, dog mærker i sig selv undertiden hovmod eller egenvilje, undertiden vrede eller vantro. De finder, at en eller flere af disse ofte rører sig i deres hjerte, dog uden at sejre: ja, måske støder de hårdt til dem, så de skal falde: men Herren er deres hjælp.

7. Hvor træffende beskrev ikke Makarius for fjorten hundrede år siden Guds børns nuværende erfaring! „De uøvede (eller uerfarne) forestiller sig straks, når nåden virker, at de ikke mere har nogen synd. Men de, som har dømmekraft, kan ikke nægte, at selv vi, som har Guds nåde, igen kan blive plaget. For vi har ofte set eksempler på nogle blandt brødrene, som har oplevet en sådan nåde, at de forsikrede, at de ingen synd havde i sig. Og dog, da de til sidst mente, at de var helt fri for den, blev fordærvelsen, som lå skjult derinde, vakt på ny, og de blev næsten brændt op.“

8. Fra den tid, vi blev født på ny, finder helliggørelsens gradvise værk sted. Vi sættes ved Ånden i stand til at døde legemets gerninger, vor onde naturs gerninger. Og efterhånden som vi mere og mere er døde for synden, er vi mere og mere levende for Gud. Vi går fra kraft til kraft, når vi omhyggeligt afholder os fra enhver skinsyge af det onde og er nidkære for gode gerninger, så vidt vi har lejlighed, idet vi gør godt imod alle mennesker. Mens vi vandrer uangribelige i alle hans forordninger og dermed tilbeder ham i ånd og sandhed: mens vi tager vort kors op og siger nej til os selv til enhver fornøjelse, der ikke fører os til Gud.

9. Således venter vi på den hele helliggørelse, på en fuld frelse fra alle vore synder, fra hovmod, egenvilje, vrede, vantro; eller, som apostlen udtrykker det, vi går videre mod fuldkommenhed. Men hvad er fuldkommenhed? Ordet har mange betydninger: her betyder det fuldkommen kærlighed. Det er kærlighed, som udelukker synd: kærlighed, som fylder hjertet og optager sjælens hele rummelighed. Det er kærlighed, som altid glæder sig, beder uafladeligt og siger tak for alle ting.

II. Men hvad er den tro, ved hvilken vi bliver frelst? Dette er det andet punkt, som skal overvejes.

1. Tro i almindelighed bestemmes af apostlen som Ἔλεγχος πραγμάτων οὐ βλεπομένων, et bevis, et guddommeligt bevis og en overbevisning (ordet betyder begge dele) om ting, som ikke ses: ikke synlige, ikke mulige at opfatte hverken med synet eller med nogen af de andre ydre sanser. Det rummer både et overnaturligt bevis for Gud og for Guds ting, en slags åndeligt lys, der bliver vist sjælen, og et overnaturligt syn eller en overnaturlig opfattelse af det: Skriften taler derfor om, at Gud giver nogle gange lys, nogle gange evne til at se det. Således Paulus: Gud, som sagde, at lyset skulle skinne frem af mørket, han har ladet det skinne i vore hjerter, for at vi skulle få lyset i kundskaben om Guds herlighed i Jesu Kristi ansigt. Og andetsteds taler den samme apostel om, at vor forstands øjne bliver oplyste. Ved denne dobbelte virkning af Helligånden, idet vor sjæls øjne både åbnes og oplyses, ser vi det, som det naturlige øje ikke har set, og øret ikke har hørt. Vi får et udsyn over Guds usynlige ting: vi ser den åndelige verden, som er rundt omkring os og dog ikke mere opfattes af vore naturlige evner, end om den slet ikke var til: og vi ser den evige verden, idet vi trænger gennem...

2. Tager vi ordet i en mere afgrænset betydning, er tro et guddommeligt bevis og en overbevisning, ikke blot om, at Gud var i Kristus og forligte verden med sig selv, men også om, at Kristus elskede mig og gav sig selv for mig. Det er ved denne tro (hvad enten vi kalder den troens væsen eller snarere en egenskab ved den), at vi modtager Kristus, at vi modtager ham i alle hans embeder, som vor profet, præst og konge. Det er ved den, at han er blevet os af Gud til visdom og retfærdighed og helliggørelse og forløsning.

3. „Men er det forvissningens tro eller tilslutningens tro?“ Skriften nævner ingen sådan forskel. Apostlen siger: Der er én tro og ét håb i vor kaldelse, én kristen, frelsende tro, ligesom der er én Herre, som vi tror på, og én Gud og Fader til os alle. Og det er vist, at denne tro nødvendigvis rummer en forvisning (som her blot er et andet ord for bevis, da det er svært at sige forskellen på dem) om, at Kristus elskede mig og gav sig selv for mig. For den, der tror med den sande, levende tro, har vidnesbyrdet i sig selv. Ånden vidner med hans ånd, at han er Guds barn. Fordi han er en søn, har Gud sendt sin Søns Ånd ind i hans hjerte, som råber: Abba, Fader, og giver ham en forvisning om, at det er sådan, og en barnlig tillid til ham. Men lad os lægge mærke til, at forvisningen i sagens natur går forud for tilliden. For et menneske kan ikke have en barnlig tillid til Gud, før det ved, at det er Guds barn. Derfor er tillid, støtte, tilslutning, eller hvad man ellers vil kalde det, ikke den første, som nogle har ment, men den anden gren eller handling af troen.

4. Det er ved denne tro, at vi bliver frelst, retfærdiggjort og helliggjort, når vi tager det ord i dets højeste betydning. Men hvordan bliver vi retfærdiggjort og helliggjort ved tro? Dette er vort tredje undersøgelsespunkt. Og da det er hovedspørgsmålet og et spørgsmål af ualmindelig vægt, vil det ikke være upassende at give det en mere adskilt og nøjere overvejelse.

III. 1. Og først, hvordan bliver vi retfærdiggjort ved tro? I hvilken forstand skal dette forstås? Jeg svarer: tro er betingelsen, og den eneste betingelse, for retfærdiggørelse. Den er betingelsen: ingen bliver retfærdiggjort uden den, der tror; uden tro bliver intet menneske retfærdiggjort. Og den er den eneste betingelse: denne alene er tilstrækkelig til retfærdiggørelse. Enhver, som tror, bliver retfærdiggjort, hvad han ellers har eller ikke har. Med andre ord: intet menneske bliver retfærdiggjort, før det tror: ethvert menneske bliver retfærdiggjort, når det tror.

2. „Men befaler Gud os ikke også at omvende os? Ja, og at bære frugter, som svarer til omvendelsen? At holde op med at gøre ondt, for eksempel, og lære at gøre godt? Og er ikke både det ene og det andet i højeste grad nødvendigt? Således at hvis vi med vilje forsømmer en af delene, kan vi ikke med rimelighed vente at blive retfærdiggjort overhovedet? Men hvis det er sådan, hvordan kan man så sige, at tro er den eneste betingelse for retfærdiggørelse?“

Gud befaler uden tvivl os både at omvende os og at bære frugter, som svarer til omvendelsen: og hvis vi med vilje forsømmer dem, kan vi ikke med rimelighed vente at blive retfærdiggjort overhovedet: derfor er både omvendelse og omvendelsens frugter i en vis forstand nødvendige for retfærdiggørelsen. Men de er ikke nødvendige i samme forstand som troen, og heller ikke i samme grad. Ikke i samme grad; for disse frugter er kun nødvendige på betingelse, hvis der er tid og lejlighed til dem. Ellers kan et menneske blive retfærdiggjort uden dem, som røveren på korset (hvis vi må kalde ham sådan; for en nyere forfatter har opdaget, at han ikke var nogen røver, men en meget hæderlig og agtværdig person!). Men uden tro kan han ikke blive retfærdiggjort: det er umuligt. Ligeledes, lad et menneske have nok så megen omvendelse eller nok så mange af de frugter, som svarer til omvendelsen, så hjælper alt dette slet ikke: han er ikke retfærdiggjort, før han tror. Men i det øjeblik han tror, med eller uden disse frugter, ja, med mere eller mindre omvendelse, bliver han retfærdiggjort. Ikke i samme forstand; for omvendelsen og dens frugter er kun fjernt nødvendige, nødvendige for at nå til troen:...

3. „Men tror du, at vi bliver helliggjort ved tro? Vi ved, at du tror, at vi bliver retfærdiggjort ved tro: men tror du ikke, og lærer du ikke derfor, at vi bliver helliggjort ved vore gerninger?“

Sådan er det blevet påstået rent ud og med hidsighed i disse fem og tyve år. Men jeg har bestandig erklæret det stik modsatte: og det på alle måder. Jeg har uafladeligt vidnet, i enrum og offentligt, at vi bliver helliggjort, ligesom retfærdiggjort, ved tro. Og i sandhed kaster den ene af disse store sandheder et overordentligt klart lys over den anden. Præcis som vi bliver retfærdiggjort ved tro, således bliver vi helliggjort ved tro. Tro er betingelsen, og den eneste betingelse, for helliggørelse, præcis som den er det for retfærdiggørelse. Den er betingelsen: ingen bliver helliggjort uden den, der tror; uden tro bliver intet menneske helliggjort. Og den er den eneste betingelse: denne alene er tilstrækkelig til helliggørelse. Enhver, som tror, bliver helliggjort, hvad han ellers har eller ikke har. Med andre ord: intet menneske bliver helliggjort, før det tror: ethvert menneske bliver helliggjort, når det tror.

4. „Men er der ikke en omvendelse, som følger efter retfærdiggørelsen, ligesom en omvendelse, som går forud for den? Og påhviler det ikke alle, der er retfærdiggjort, at være nidkære for gode gerninger? Ja, er ikke disse så nødvendige, at hvis et menneske med vilje forsømmer dem, kan det ikke med rimelighed vente, at det nogensinde skal blive helliggjort i fuld forstand, det vil sige gjort fuldkomment i kærlighed? Ja, kan det overhovedet vokse i nåde, i den kærlige erkendelse af vor Herre Jesus Kristus? Ja, kan det beholde den nåde, som Gud allerede har givet det? Kan det blive i den tro, det har modtaget, eller i Guds yndest? Indrømmer du ikke selv alt dette og hævder det bestandig? Men hvis det er sådan, hvordan kan man så sige, at tro er den eneste betingelse for helliggørelse?“

5. Jeg indrømmer alt dette og fastholder det bestandig som Guds sandhed. Jeg indrømmer, at der er en omvendelse, som følger efter retfærdiggørelsen, ligesom en omvendelse, som går forud for den. Det påhviler alle, der er retfærdiggjort, at være nidkære for gode gerninger. Og disse er så nødvendige, at hvis et menneske med vilje forsømmer dem, kan det ikke med rimelighed vente, at det nogensinde skal blive helliggjort. Det kan ikke vokse i nåde, i Guds billede, i det sind, som var i Kristus Jesus. Ja, det kan ikke beholde den nåde, det har modtaget, det kan ikke blive i troen eller i Guds yndest.

Hvilken slutning må vi drage heraf? Jo, at både omvendelse, rigtigt forstået, og øvelsen af alle gode gerninger, gudsfrygtens gerninger så vel som barmhjertighedens gerninger (som nu med rette kaldes sådan, eftersom de udspringer af tro), i en vis forstand er nødvendige for helliggørelsen.

6. Jeg siger: „Omvendelse, rigtigt forstået.“ For denne må ikke forveksles med den tidligere omvendelse. Den omvendelse, som følger efter retfærdiggørelsen, er vidt forskellig fra den, som går forud for den. Denne rummer ingen skyld, ingen følelse af fordømmelse, ingen bevidsthed om Guds vrede. Den forudsætter ikke nogen tvivl om Guds yndest eller nogen frygt, som har pine. Den er egentlig en overbevisning, virket af Helligånden, om den synd, som endnu bliver tilbage i vort hjerte, om φρόνημα σαρκός, kødets sindelag, som, som vor kirke siger, „endnu bliver tilbage, selv hos dem, der er genfødt“: skønt det ikke mere hersker, har det nu ikke herredømme over dem. Det er en overbevisning om vor tilbøjelighed til det onde, om et hjerte, der er bøjet mod frafald, om kødets stadig vedvarende tendens til at begære imod ånden. Undertiden, hvis vi ikke uafladeligt våger og beder, begærer det hovmod, undertiden vrede, undertiden kærlighed til verden, kærlighed til bekvemmelighed, kærlighed til ære eller kærlighed til nydelse mere end til Gud. Det er en overbevisning om vort hjertes tilbøjelighed til egenvilje, til gudløshed eller afgudsdyrkelse: og frem for alt til vantro, hvorved vi på...

7. Med denne overbevisning om den synd, som bliver tilbage i vore hjerter, er der forbundet en klar overbevisning om den synd, som bliver tilbage i vort liv og stadig klæber ved alle vore ord og handlinger. I de bedste af dem opdager vi nu en blanding af ondt, enten i ånden, i sagen eller i måden: noget, der ikke kunne bestå for Guds retfærdige dom, hvis han ville være streng i at lægge mærke til, hvad der er gjort forkert. Der, hvor vi mindst anede det, finder vi en plet af hovmod eller egenvilje, af vantro eller afgudsdyrkelse: så vi nu skammer os mere over vore bedste pligter, end vi før skammede os over vore værste synder: og derfor kan vi ikke andet end føle, at disse er så langt fra at have noget fortjenstfuldt i sig, ja så langt fra at kunne bestå for guddommelig retfærdighed, at vi også for dem ville være skyldige for Gud, hvis det ikke var for pagtens blod.

8. Erfaringen viser, at sammen med overbevisningen om den synd, som bliver tilbage i vore hjerter og klæber ved alle vore ord og handlinger, og den skyld, som vi på grund af den ville pådrage os, hvis vi ikke uafladeligt blev bestænket med det sonende blod, ligger der endnu én ting i denne omvendelse, nemlig en overbevisning om vor hjælpeløshed, om vor fuldstændige manglende evne til at tænke én god tanke eller nære ét godt ønske, og endnu mindre at tale ét ord rigtigt eller udføre én god handling, uden gennem hans frie, almægtige nåde, som først kommer os i forkøbet og siden følger os i hvert øjeblik.

9. „Men hvilke gode gerninger er det, hvis øvelse du påstår er nødvendig for helliggørelsen?“ Først alle gudsfrygtens gerninger, såsom offentlig bøn, husbøn og bøn i vort kammer: at modtage Herrens nadver: at granske Skrifterne ved at høre, læse og grunde over dem: og at bruge så megen faste eller afholdenhed, som vort legemes helbred tillader.

10. For det andet alle barmhjertighedens gerninger, hvad enten de angår menneskers legemer eller sjæle: såsom at made de sultne, klæde de nøgne, give den fremmede husly, besøge dem, der er i fængsel, eller syge, eller på forskellig måde plagede: såsom at stræbe efter at belære de uvidende, at vække den sløve synder, at oplive de lunkne, at styrke de vaklende, at trøste de modløse, at hjælpe de fristede eller på nogen måde bidrage til at frelse sjæle fra døden. Dette er omvendelsen, og dette er de frugter, som svarer til omvendelsen, og som er nødvendige for den fulde helliggørelse. Dette er den vej, hvorpå Gud har bestemt, at hans børn skal vente på den fuldstændige frelse.

11. Heraf kan den yderste skadelighed ses af den tilsyneladende uskyldige mening, at „der ikke er nogen synd i en troende; at al synd er ødelagt, rod og gren, i det øjeblik et menneske bliver retfærdiggjort.“ Ved fuldstændig at forhindre denne omvendelse spærrer den helt vejen til helliggørelse. Der er ingen plads til omvendelse hos den, der tror, at der ikke er nogen synd, hverken i hans liv eller i hans hjerte. Følgelig er der ingen plads til, at han kan blive gjort fuldkommen i kærlighed, hvortil denne omvendelse er uundværlig nødvendig.

12. Heraf kan det ligeledes ses, at der ikke er nogen mulig fare i således at vente fuld frelse. For antag, at vi tog fejl, antag, at en sådan velsignelse aldrig er blevet, eller kan blive, nået, så mister vi intet: nej, selve denne forventning egger os til at bruge alle de talenter, som Gud har givet os, ja til at forøge dem alle, så at når vor Herre kommer, skal han få sit eget igen med rente.

13. Men for at vende tilbage. Selv om det indrømmes, at både denne omvendelse og dens frugter er nødvendige for den fulde frelse, så er de dog ikke nødvendige hverken i samme forstand som troen eller i samme grad: ikke i samme grad; for disse frugter er kun nødvendige på betingelse, hvis der er tid og lejlighed til dem, ellers kan et menneske blive helliggjort uden dem. Men uden tro kan han ikke blive helliggjort. Ligeledes, lad et menneske have nok så meget af denne omvendelse eller nok så mange gode gerninger, så hjælper alt dette slet ikke: han er ikke helliggjort, før han tror. Men i det øjeblik han tror, med eller uden disse frugter, ja, med mere eller mindre af denne omvendelse, bliver han helliggjort. Ikke i samme forstand; for denne omvendelse og disse frugter er kun fjernt nødvendige, nødvendige for at hans tro kan vedvare og vokse: mens troen er umiddelbart og direkte nødvendig for helliggørelsen. Det bliver derfor stående, at troen er den eneste betingelse, som umiddelbart og nærmest er nødvendig for helliggørelsen.

14. „Men hvad er den tro, ved hvilken vi bliver helliggjort, frelst fra synd og gjort fuldkomne i kærlighed?“ Den er et guddommeligt bevis og en overbevisning, for det første om, at Gud har lovet det i den hellige Skrift. Før vi er helt sikre på dette, er der ikke noget at gøre et skridt videre. Og man skulle tro, at der ikke behøvedes ét ord mere for at overbevise et fornuftigt menneske om dette end det gamle løfte: Så vil jeg omskære dit hjerte og dit afkoms hjerte, så du elsker Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl. Hvor tydeligt udtrykker dette ikke, at vi bliver gjort fuldkomne i kærlighed? Hvor stærkt antyder det ikke, at vi bliver frelst fra al synd? For så længe kærligheden optager hele hjertet, hvilken plads er der da til synd deri?

15. Den er et guddommeligt bevis og en overbevisning for det andet om, at hvad Gud har lovet, det kan han også gøre. Selv om det altså er umuligt for mennesker at fremdrage noget rent af noget urent, at rense hjertet for al synd og fylde det med al hellighed, skaber dette dog ingen vanskelighed her, eftersom for Gud er alting muligt. Og sandelig har ingen nogensinde forestillet sig, at det var muligt for nogen magt, der er ringere end den Almægtiges! Men når Gud taler, sker det. Gud siger: Der blive lys! Og der blev lys.

16. Den er for det tredje et guddommeligt bevis og en overbevisning om, at han både kan og vil gøre det nu. Og hvorfor ikke? Er ikke et øjeblik for ham det samme som tusind år? Han kan ikke mangle mere tid til at fuldbyrde, hvad der er hans vilje. Og han kan ikke mangle eller vente på mere værdighed eller egnethed hos de mennesker, som han i sin nåde vil ære. Vi kan derfor frimodigt sige, til enhver tid: Se, nu er frelsens dag. I dag, om I hører hans røst, så forhærd ikke jeres hjerter. Se! Alt er nu rede! Kom til brylluppet!

17. Til denne tillid, at Gud både kan og vil helliggøre os nu, må der føjes endnu én ting, et guddommeligt bevis og en overbevisning om, at han gør det. I den time er det gjort. Gud siger til sjælens inderste: Det ske dig efter din tro! Da er sjælen ren fra enhver plet af synd; den er renset fra al uretfærdighed. Den troende oplever da den dybe mening i disse højtidelige ord: Hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi samfund med hverandre, og Jesu Kristi, hans Søns, blod renser os fra al synd.

18. „Men virker Gud denne store gerning i sjælen gradvis eller på et øjeblik?“ Måske kan den virkes gradvis hos nogle: jeg mener i denne forstand: de lægger ikke mærke til det bestemte øjeblik, hvor synden ophører. Men det er uendelig ønskeligt, om det var Guds vilje, at det skete på et øjeblik: at Herren skulle ødelægge synden med sin munds ånde, i et nu, i et øjebliks glimt. Og sådan gør han det i reglen, et ligefremt faktum, hvorom der er vidnesbyrd nok til at overbevise ethvert fordomsfrit menneske. Se derfor du efter det i ethvert øjeblik. Se efter det på den måde, der er beskrevet ovenfor: i alle de gode gerninger, som du er skabt på ny til i Kristus Jesus. Der er da ingen fare: I kan ikke blive værre, selv om I ikke bliver bedre af denne forventning. For selv om I skulle blive skuffet i jeres håb, mister I dog intet. Men I skal ikke blive skuffet i jeres håb: det vil komme og ikke udeblive. Se da efter det hver dag, hver time, hvert øjeblik. Hvorfor ikke i denne time, i dette øjeblik? Sikkert kan I se efter det nu, hvis I tror, at det sker ved tro. Og på dette kendetegn kan I med sikkerhed vide, om I søger det ved tro eller ved gerninger. Hvis ved gerninger, mangler I, at...

„Kom ind, kom ind, du himmelske gæst! Gå ikke bort herfra igen; men spis med mig, og lad festen være evig kærlighed.“

Home / Library / Scripture Way Of Salvation