"Jeg var fremmed, og I tog imod mig." Ved begyndelsen af et nyt år et blik på, hvad Bibelen siger om at tage imod den fremmede, fra 3 Mosebog til Matthæus, og hvordan en velkomst kan se ud en helt almindelig søndag, når gæsten ikke taler sproget.
I går, den 6. januar, fejrede mange kirker helligtrekonger: de vise mænd fra Østen, udlændinge, der rejste langt, og som kom til Betlehem for at tilbede barnet. Blandt de allerførste, Matthæus fortæller os kom til Jesus, var folk fra et andet land, som talte et andet sprog.
Et nyt år bringer ofte nye ansigter ind i en kirke. Så det virker som en god uge til at dvæle ved, hvad Skriften siger om den fremmede og om at tage imod.
I Matthæus 25 beskriver Jesus dagen, hvor folkene samles foran Kongen, og Han nævner de ting, der blev gjort for Ham:
For jeg var sulten, og I gav mig at spise; jeg var tørstig, og I gav mig at drikke; jeg var fremmed, og I tog imod mig.
De, der bliver rost, er overraskede. De kan ikke huske at have tjent Kongen. Og Han svarer: "Sandelig siger jeg jer: Hvad I har gjort mod én af disse mine mindste brødre, har I gjort mod mig." (Matthæus 25,40, Bibelen 1992)
Der er noget meget hverdagsagtigt ved den liste. Mad, noget at drikke, en velkomst. Intet af det kræver et program eller et budget. Det er den slags, der sker ved en dør, ved et bord, i en samtale efter gudstjenesten.
Budet er meget ældre end Matthæus. I den lov, der blev givet til Israel, siger Gud:
Den fremmede, der bor hos jer, skal regnes som en af jer selv; du skal elske ham som dig selv, for I var selv fremmede i Egypten. Jeg er Herren jeres Gud.
Læg mærke til den begrundelse, Gud giver. Ikke fordi den fremmede er nyttig eller fortjener det eller en dag bliver ligesom alle andre. Men fordi Israel husker, hvordan det var at være den fremmede. 5 Mosebog siger det igen: "Også I skal elske den fremmede, for I var selv fremmede i Egypten." (5 Mosebog 10,19, Bibelen 1992)
Mange af os har vores egen erindring om det. Den første uge i et nyt land. Den første gudstjeneste på et sprog, vi endnu ikke kunne. At stå med en kop kaffe bagefter, smile og forstå ét ord ud af fem.
Ruts Bog drejer sig om et øjeblik med velkomst. Rut, en moabitisk kvinde i Betlehem, går ud for at samle aks på en fremmed mands mark, og Boaz taler venligt til hende. Hun kaster sig ned med ansigtet mod jorden og spørger: "Hvorfor har jeg fundet nåde for dine øjne, så du tager dig af mig, skønt jeg er en fremmed?" (Rut 2,10, Bibelen 1992)
Det spørgsmål, "så du tager dig af mig", er kernen. De fleste fremmede beder ikke om meget. De mærker meget hurtigt, om nogen har lagt mærke til dem.
I mange kirker er velkomsten ved døren varm og ægte. Vanskeligheden kommer et par minutter senere, når gudstjenesten begynder, og alt foregår på et sprog, gæsten kun halvt forstår. De er i rummet, og alligevel er de ikke helt en del af det.
Her er et par små ting, kirker gør, og ingen af dem er dyre:
Lær gæstens navn, og sig det rigtigt. Spørg to gange, hvis det er nødvendigt. Det betyder mere end næsten alt andet.
Sæt jer sammen med dem. En gæst, der sidder alene bagest, går også alene til sidst.
Hav en bibel på deres sprog. En bibel på velkomstbordet på de sprog, jeres gæster taler, lader dem følge med i læsningerne.
Sig én sætning på deres sprog. En hilsen, en velsignelse til sidst. Det fortæller dem, at de var ventet.
Inviter dem igen, personligt. Ikke en meddelelse. Et menneske.
Vi begyndte at bygge MulingStream på grund af én gæst i én kirke, som ikke kunne følge prædikenen. Det lader en gæst følge hele gudstjenesten på sit eget sprog, live, på den telefon, de allerede har i hånden, uden noget at installere og uden at nogen behøver at vide det på forhånd.
De kan lytte med øretelefoner eller læse oversættelsen som tekst, hvilket hjælper den gæst, der hører dårligt, lige så vel som den, der læser hurtigere, end de lytter. I kan læse mere om gæstens side på sådan fungerer det for lyttere.
Det er én måde at sige "vi har set dig" på. Det erstatter ikke håndtrykket, navnet, kaffen og invitationen til at komme igen. Det betyder blot, at velkomsten ikke stopper, når prædikenen begynder.
Og det virker for den gæst, ingen havde planlagt. En kirke kan ikke vide, hvilken søndag nogen kommer ind fra Eritrea eller Iran eller Venezuela. Når gæsten selv kan vælge sit sprog på sin egen telefon, behøver kirken ikke at vide det. Den skal bare være klar.
"Glem ikke gæstfriheden, for på den måde har nogle uden at vide det haft engle som gæster." (Hebræerbrevet 13,2, Bibelen 1992)
Vi ved ikke, hvem der kommer ind i vores kirker i år. Måske nogen langvejs fra, der har rejst en lang vej, som de vise mænd gjorde. Hvem de end er, må de finde en kirke, der lægger mærke til dem, og må jeres kirke få et velsignet nytår.
Fortæl os om jeres menighed og de sprog, jeres gæster har med. Vi svarer selv på hver eneste besked.