Søndag den 24. maj fejrer kirken pinse. Før prædikenen om Ånden og ilden er der en detalje i Apostlenes Gerninger 2, som er let at læse hen over: Gud talte til hvert menneske i rummet på det sprog, de var vokset op med. Et par tanker til ugen før pinse.
Søndag den 24. maj fejrer kirker over hele verden pinse.
De fleste af os kender hovedtrækkene i fortællingen: disciplene samlet på ét sted, en lyd som af et voldsomt vindstød, tunger som af ild, Peter, der rejser sig og prædiker. Der er en detalje midt i det, som er let at læse hen over, og det er den, vi bliver ved med at vende tilbage til.
"Da pinsedagen kom, var de alle samlet." (ApG 2,1, Bibelen 1992)
Så kom Ånden, og "de blev alle fyldt med Helligånden og begyndte at tale i andre tungemål, efter hvad Ånden gav dem at udtale." (ApG 2,4, Bibelen 1992)
Lukas fortæller os, hvem der var i byen den dag: "Der boede i Jerusalem fromme jøder fra alle folk under himlen. Da den lyd kom, stimlede mængden sammen, og de var helt forvirrede, for hver af dem hørte dem tale på sit eget sprog." (ApG 2,5-6, Bibelen 1992)
Og mængden stiller det spørgsmål, som bærer hele scenen:
Hvordan kan vi så høre dem tale hver især på vort eget modersmål?
Partere og medere, folk fra Egypten og Libyen, tilrejsende fra Rom, kretere og arabere. Lukas opregner dem næsten som ved et navneopråb, og deres konklusion er enkel: "vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål." (ApG 2,11, Bibelen 1992)
Tænk over, hvad Gud ikke gjorde den morgen. Han gav ikke mængden ét fælles sprog til lejligheden. Han bad ikke de tilrejsende fra Mesopotamien og Kappadokien om at klare sig på aramæisk eller på græsk, det sprog, de fleste af dem sikkert kunne have fulgt.
I stedet hørte hver enkelt om Guds storværker på sit eget hjems sprog. Deres mors sprog, deres barndoms aftenbøn, markedet derhjemme. Mange, der har prædiket over Apostlenes Gerninger 2, har læst det side om side med Babel i 1 Mosebog 11, hvor sprogene spredte mennesker. Pinsedag blev sprogene ikke taget væk. De blev samlet, og hvert eneste af dem bar det samme glade budskab.
Det rører os dybt. Kirkens første prædiken blev modtaget på mange sprog på én gang, og ingen af dem blev behandlet som næstbedst.
De, der har lært et andet sprog godt, kender forskellen. Du kan følge en forelæsning, en nyhedsudsendelse, et forretningsmøde på dit andet sprog. Men når nogen taler til dig om sorg eller kærlighed eller Gud, lytter noget i dig anderledes på det sprog, du er vokset op med.
Missionærer og bibeloversættere har et navn for det: hjertesproget. Det er derfor, så mange har givet deres liv for at bringe Skriften over på de sprog, folk faktisk taler derhjemme. Og pinsen fortæller os, at Gud tænkte på det først.
Pinsedag blev sprogene ikke taget væk. De blev samlet.
Peter slutter sin prædiken med et løfte, der rækker langt ud over rummet: "For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem, der er langt borte, så mange som Herren vor Gud vil kalde på." (ApG 2,39, Bibelen 1992)
I mange af vores kirker er de, der er "langt borte", slet ikke langt væk. De sidder i rummet. En familie, der er flyttet for arbejdets skyld. En studerende, der er her et år. En bedstemor, der kom for at bo hos sine børn og aldrig lærte landets sprog. De er velkomne, de bliver hilst på ved døren, og så begynder prædikenen på et sprog, de kun halvt kan følge.
Ingen af dem kræver et budget, og ingen af dem er en prøve på nogens kirke. De er ganske enkelt måder at lade fortællingen fra Apostlenes Gerninger 2 blive hørt i rummet.
Læs Apostlenes Gerninger 2 på flere sprog. Bed medlemmer, der er vokset op med et andet sprog, om at læse vers 1 til 11 højt, den ene efter den anden, på deres eget sprog. Lad rummet høre det, mængden i Jerusalem hørte.
Bed på mere end ét sprog. En kort bøn på hvert af de sprog, der er til stede, selv en enkelt sætning, siger mere end enhver meddelelse om, at alle er velkomne.
Vis læsningen på skærmen på et andet sprog. Ved I, at en gæst taler persisk eller spansk eller ukrainsk, så vis også bibellæsningen på deres sprog.
Spørg gæsten om deres egen pinse. Mange kirker rundt om i verden fejrer den med deres egne skikke. Spørg, og lyt.
Vi bygger MulingStream på grund af dette kapitel. Det lader en gæst følge prædikenen live, på sit eget sprog, på telefonen i lommen: de scanner en kode, vælger deres sprog og lytter eller læser med. Siden marts har det oversat det, prædikanten mener, i stedet for ord for ord, og når et vers bliver citeret, viser Smart Hints verset fra en bibeloversættelse på lytterens eget sprog.
Har I lyst til at høre, hvordan det er, står lytterdemorummet åbent døgnet rundt. Vælg et sprog, og lyt et par minutter.
Men dette indlæg handler ikke om et produkt. Det handler om en morgen i Jerusalem, da Gud sørgede for, at hvert menneske i mængden hørte Ham på sit hjertes sprog. Må jeres kirke få en glædelig pinse, og må alle i jeres rum høre om Guds storværker.
Fortæl os om jeres menighed og sprogene i jeres rum. Vi svarer selv på hver eneste besked.