Johannes så en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål, stå foran tronen. Det er et billede af enden. I mange almindelige kirker sidder et lille stykke af det allerede i rummet søndag morgen.
Mod slutningen af Bibelen er der et billede, som mange kristne bærer med sig hele livet.
Derefter så jeg, og se, en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål; de stod foran tronen og foran Lammet.
Det er et syn af alle tings ende. Og alligevel kan man, hvis man ser sig omkring i mange almindelige kirker en almindelig søndag, allerede se et lille stykke af det.
Læs verset langsomt, og én ting springer i øjnene. Skaren beskrives ikke som mennesker, der engang hørte til folkeslag og sprog. De er stadig af alle folkeslag, stammer, folk og tungemål, mens de står foran tronen.
Tidligere i bogen siger den nye sang til Lammet det samme: "med dit blod har du købt dem til Gud af alle stammer og tungemål og folk og folkeslag" (Åbenbaringen 5,9, Bibelen 1992).
Himlen i Johannes' syn sletter ikke, hvor folk kom fra. Den persiske bedstemor, den ukrainske studerende, den danske landmand og den ghanesiske sygeplejerske bliver ikke gjort til én ensartet mængde. De er samlet, hver af dem genkendeligt sig selv, og alle tilbeder de den samme Herre.
Det synes vi er dybt håbefuldt. Det sprog, du lærte af din mor, er ikke noget, du skal efterlade ved himlens dør. Og hvis ikke der, så heller ikke ved kirkens dør.
Forestil jer en kirke i en almindelig by. Ikke en stor international menighed, bare en lokal kirke, der prædiker på landets sprog. En given søndag kan rummet rumme et par, der kom fra Iran for nogle år siden, en ung mand, der flygtede fra krigen i Ukraine, en udvekslingsstuderende fra Brasilien, en familie fra Filippinerne og en bedstemor, der er på besøg hos sine børnebørn fra udlandet.
Hver eneste af dem kom for at tilbede. Nogle af dem følger godt med i prædikenen. Nogle følger dele af den. Nogle bliver mest båret af sangene, ansigterne og venligheden fra menneskene omkring dem.
Det rum er allerede en lille forsmag på Åbenbaringen 7,9. Alle folkeslag, stammer, folk og tungemål er langt væk, men fire eller fem af dem er lige der og sidder sammen.
Paulus skriver: "Her er ikke jøde eller græker, her er ikke træl eller fri, her er ikke mand og kvinde; for alle er I én i Kristus Jesus." (Galaterbrevet 3,28, Bibelen 1992)
Enhed i Kristus har aldrig betydet ensartethed. Kirken i Antiokia havde Simeon, kaldet Niger, og Lukius fra Kyrene blandt sine ledere (ApG 13,1). Brevet til efeserne siger til de troende fra folkeslagene: "Altså er I ikke længere fremmede og udlændinge, men medborgere med de hellige og Guds husfolk" (Efeserbrevet 2,19, Bibelen 1992). Medborgere, ikke gæster, der bliver tålt.
Og pinsedag blev kirkens første prædiken hørt af hver enkelt "på vort eget modersmål" (ApG 2,8, Bibelen 1992). Fra den første morgen har evangeliet rejst på mange sprog og har aldrig bedt nogen om først at opgive deres eget.
Kirker, der lægger mærke til de mange sprog i deres rum, finder ofte enkle måder at ære dem på:
En sang på to sprog. Ét vers på landets sprog, ét på sproget hos en familie i rummet.
Fadervor, hver på sit eget sprog. Alle beder på samme tid, med de ord, de lærte først. Det er en af de smukkeste lyde, en kirke kan frembringe.
En skriftlæsning ved et medlem på deres modersmål, med teksten på skærmen på det lokale sprog.
Et fælles måltid, hvor hver familie tager noget med hjemmefra.
Intet af dette kræver en strategi. Det kræver bare, at nogen lægger mærke til, hvem der er i rummet.
Det sværeste for mange gæster er stadig selve prædikenen: fyrre minutter med ugens vigtigste ord, på et sprog, de kun halvt kan. Det er derfor, vi bygger MulingStream. En gæst scanner en kode, vælger sit eget sprog og følger prædikenen live på sin egen telefon, ved at lytte eller læse med. Når prædikanten citerer et vers, viser Smart Hints gæsten verset fra en bibeloversættelse på deres eget sprog. Kirken vælger intet på forhånd: hver gæst vælger blandt 200+ sprog, inklusive deres regionale varianter.
Vi er også ved at bygge kirkepas, så en kirke kan holde oversættelsen kørende hver uge og kun betale, når nogen faktisk lytter. I kan læse om det, vi bygger.
Åbenbaringen 7 slutter med et løfte til den store skare: "for Lammet, som står midt for tronen, skal være deres hyrde og føre dem til livets vandkilder, og Gud skal tørre hver tåre af deres øjne." (Åbenbaringen 7,17, Bibelen 1992)
Alle folkeslag, stammer, folk og tungemål, samlet og hjemme. Indtil den dag må hver gæst i jeres kirke finde et sted, hvor de bliver set, og må jeres kirke blive velsignet på alle sine sprog.
Vi viser jer det hele live på cirka et kvarter. Intet bliver besluttet på mødet, og intet følger efter det: I ser det, og så er det jer, der vurderer.